USA/tendens: God stemning på halv handelsdag - største månedsplus siden februar i sigte
29/11 13:44
Stemningen er god på det amerikanske aktiemarked frem mod fredagens halve handelsdag efter Thanksgiving.
Inden børsåbning i New York stiger futures på de toneangivende aktieindeks med 0,3-0,4 pct., og der er derfor udsigt til en stærk afslutning på november.
Valget af Donald Trump som USA's næste præsident er blevet taget godt imod af aktiemarkedet, og i USA kan det blandt andet ses på et plus for det brede S&P 500-indeks på 5,1 pct., når der tages udgangspunkt i lukkekursen onsdag.
Det er den største månedsfremgang siden februar, skriver Bloomberg News.
Onsdag faldt S&P 500-indekset med 0,4 pct., mens Dow Jones- og Nasdaq-indekset hver faldt 0,3 og 0,6 pct.
Aktiemarkedet har ligeledes været støttet af Donald Trumps valg af finansminister, Scott Bessent, der har forvisset markedet om, at eventuel told mod amerikanske handelspartnere vil være afmålt.
- Vi talte i 2019 dag ud og dag ind om handelsspændinger. Hvad skete så? Nasdaq skød i vejret. Det, der betød noget, var, at Federal Reserve (USA's centralbank, red.) foretog en U-vending, realrenterne faldt, og det understøttede aktierne, siger strateg i HSBC Max Kettner til Bloomberg News.
- Det er meget lig situation nu - vi er stadig i en lempelsescyklus. Det er et fantastisk setup, fortsætter han.
Der er fredag lagt op til en handelsdag med dæmpet blus, da flere af markedsdeltagerne kan have valgt at holde forlænget weekend efter Thanksgiving torsdag, hvor markedet holdt lukket.
Samme træge udvikling præger også de selskabsspecifikke nyheder.
For biotekselskabet Applied Therapeutics er der imidlertid lagt op til en svær dag på børsen, efter at selskabet har fået tommel ned fra den amerikanske lægemiddelstyrelse, Food and Drugs Administration (FDA).
Aktien falder mere end 73 pct. i det amerikanske formarked.
Det er lægemiddelkandidaten Govorestat til behandling af stofskiftesygdommen galaktosæmi, der er blevet afvist af FDA.
Hos det canadiske børshus RBC kvitteres det med en sænket anbefaling til "sektor perform" og en bemærkning om, at det skaber "væsentlige usikkerheder" for Govorestats behandlingsindikationer.
Dertil kan der fredag komme fokus på de store detailselskaber i USA, da fredag efter Thanksgiving traditionelt byder på udsalgsbegivenheden black friday.
For supermarkedskæmperne Walmart og Target er der tale om stigninger på 0,2 og 0,5 pct. i det amerikanske formarked. Sportstøjsgiganten Nike stiger 0,6 pct., og Amazon, der driver en onlinehandelsplatform, stiger 0,5 pct.
.\\˙ MarketWire