Europa/aktier: Valg af vaccineskeptiker som USA's sundhedsminister tynger medicinal
15/11 13:16
Humøret halter hos de europæiske medicinalaktier fredag, efter at USA's kommende præsident har udpeget Robert F. Kennedy, Jr. som landets næste sundhedsminister.
Robert F. Kennedy, Jr., der også kaldes for RFK, betragtes som vaccineskeptiker og har ifølge Reuters tidligere spredt misinformation vedrørende vacciner.
Helt nederst i Stoxx 600 ligger danske Bavarian Nordic, der foruden ministernyheden også har skuffet med sit regnskab for tredje kvartal.
Samlet falder sundhedssektoren i det fælleseuropæiske aktieindeks med 2,2 pct., mens det samlede Stoxx 600 bakker 0,4 pct.
Særligt er der pres på danske Bavarian Nordic, der foruden nyheden om RFK som minister også tynges af et sløjt regnskab for tredje kvartal.
Også franske Sanofi og britiske GSK, der begge producerer vacciner, tynges af nyheden. Sidstnævnte har fået sænket anbefalingen hos Deutsche Bank til "hold" efter udnævnelsen.
- Vi betragter vacciner som en af videnskabens største bedrifter til gavn for folkesundheden: Desværre deles denne holdning ikke af den udnævnte, skriver analytiker Emmanuel Papadakis om RFK ifølge Bloomberg News.
Sanofi sætter sig 2,9 pct. til 91,69 euro på børsen i Paris, og i London falder GSK med 3,2 pct. til 1310,50 pence. Værst går det dog ud over Bavarian Nordic, der dykker 16,2 pct. til 171,60 kr.
På sektorbasis er der fredag også klø til teknologiaktierne, efter at amerikanske Applied Materials torsdag leverede en skuffende prognose for sit første kvartal.
Sektoren bakker 1,8 pct.
Forventningerne indikerer ifølge Reuters en sløv efterspørgsel på udstyr til fremstilling af computerchips. Det tynger Europas største på det område, hollandske ASML, der falder 3,7 pct. til 647 euro.
.\\˙ MarketWire