Bavarian dykker på bekymringer om 2025 og USA's nye sundhedsminister
15/11 09:22
Bavarian Nordic-aktien styrtdykker med 16,1 pct. til 171,80 kr. efter et sløjt regnskab samt bekymringer om salget af koppevacciner til næste år og udsigten til en vaccineskeptisk sundhedsminister i USA.
Det vurderer senioranalytiker Søren Løntoft Hansen fra Sydbank efter Bavarian Nordics regnskab for tredje kvartal.
Den kommende amerikanske præsident, Donald Trump, skrev torsdag aften på X, at han har valgt Robert F. Kennedy Jr. som sundhedsminister i sin regering.
Han har tidligere vakt opsigt med sine vaccineskeptiske udtalelser, og meddelelsen ramte vaccineselskaber i USA torsdag aften med fald på 5,6 pct. for Moderna og 2,6 pct. for Pfizer.
Søren Løntoft Hansen påpeger, at investorerne kan have hæftet sig ved det umiddelbart stærkt skuffende regnskab.
Bavarian Nordics salg faldt 1 pct. i tredje kvartal til 1363 mio. kr., hvilket er under analytikernes forventning på 1620 mio. kr. og EBITDA-indtjeningen skuffer også med et dyk til 250 mio. kr. fra 380 mio. kr. og et konsensusestimat på 521 mio. kr.
Det skyldes ifølge Søren Løntoft Hansen i høj grad et dyk i salget af koppe/mpox-vacciner, der i juli, august og september nåede 525 mio. kr. mod 708 mio. kr. i samme kvartal sidste år.
Yderligere kan Bavarian-investorerne ifølge senioranalytikeren også være skuffet over ordrebeholdningen for koppe/mpox-vacciner for næste år på 2,4 mia. kr.
- Det kan give lidt usikkerhed i forhold til, hvordan estimaterne ligger for 2025, vurderer Søren Løntoft Hansen med henvisning til, at konsensus i markedet ligger betydeligt højere i 4,4 mia. kr.
Investorerne lægger tilsyneladende ikke så meget vægt på en bedre end ventet udvikling i rejsevaccineforretningen.
- Det afspejler en god udvikling for Rabipur og Encepur, og vundne markedsandele. Rejsevaccineforretningen er måske dermed mere retvisende at kigge på ud fra et kvartalsvis synspunkt. Så er det et rigtig godt lyspunkt i regnskabet, udtaler Søren Løntoft Hansen.
.\\˙ MarketWire